Opdatering vedr. købmandsbygningen

Ejeren af købmandsbygningen har lejet bygningen ud til et firma, som vil lave produktion af vegansk mad. Det er ren produktion – et industrikøkken uden udsalg. Lejeren er i fuld gang med at omdanne bygningen til dette formål. Udenpå bygningen er der ovenikøbet også kommet en skorsten/udluftningstragt.

Vi har i bestyrelsen været ret opmærksomme på hvad der sker i bygningen, da der i lokalplanen står at bygningen skal have et detailhandelsformål. Lokalplan 13, §3. Områdets anvendelse, stk. 3.4: ”Det på kortbilag I med C anførte areal må kun anvendes til opførelse af bebyggelse til den for kvarterets nødvendige forsyning af dagligvarer”. Vi har et par gange været i kontakt med kommunen for at gøre opmærksom på hvad der sker.

Kommunen har etableret kontakt med ejeren og det mæglerfirma der udlejer stedet. De er gjort bekendt med at den forestående udlejning ikke er i henholdt til lokalplanen. Kommunen har i øjeblikket ikke hørt yderlig fra ejeren eller lejeren. Vi fortsætter med at holde kommunen op på at lokalplanen ikke bliver overholdt. Derudover prøver vi også at komme i kontakt med ejeren af bygningen.

Skal bygningen bruges til andet end detailhandel, skal lokalplanen ændres og beboerne høres. Her tænkes selvfølgelig specielt på de nærmeste naboer og de gener de vil blive berørt af. Ydermere undrer det os at man prøver at etablere en produktionsvirksomhed i et rækkehus/villakvarter. For hvis man får lov til det, kan der vel også ligge et stenhuggeri, et lille slagteri mv. – bare for at være lidt firkantet.

Vi kommer selvfølgelig med mere information når der er mere nyt.

Skriv et svar